Psyke.org

Netstationens Brevkasse

Spørgsmål og svar fra BørneTelefonens brevkasse på Netstationen.

Side 1 | Side 2 | Side 3 | Side 4

Skader sig selv!

Oprindelig placering.

Kære Brevkasse (?!)

Ja normalt er jeg ikke typen der skriver til en brevkasse om hjælp, da jeg hellere går ind for at klare tingene selv… men nå, i den her sammenhæng kan det måske være meget godt, da jeg ikke aner hvad jeg skal stille op!

Landet ligger sådan at min bedste veninde gennem snart 14 år, har det utrolig dårligt! Vi er begge to piger med store problemer der indebære at vi går til psykolog begge to. mine problemer vil jeg ikke komme ind på nu, da jeg føler der er ved at være godt styr på dem!

Nå, men nu til sagen… hun har igennem 4 år snart skåret sig i håndledene og længere oppe af armene… jeg ved ikke om det er en slags tilfredsstillelse for hende, men hun beskriver det selv som en slags afhængighed… når hun får det psykisk dårligt, er helt nede i kulkælderen, føler hun så at lige netop DET kan hun styrer… det har hun magten over!

Jeg har selvfølgelig snakket det mange gang igennem med hende, da det selvfølgelig gør ondt at se sin veninde på den måde, men er efterhånden kommet frem til at der nok skal professionel hjælp til! Hun er typen der har meget svært ved at åbne sig overfor nye mennesker, deriblandt også hendes psykolog, så det har automatisk medført at hun ikke selv har opsøgt hjælp! Mit spørgsmål er så, som du sikkert kan regne ud: Hvad skal jeg gøre? Håber du kan hjælpe mig…

På forhånd tak!

Kære Pige.

Godt at du tog mod til dig og fik skrevet dit brev. At erkende at du kan ha’ glæde af at vende dine problemer med andre, og at du gør det, er det første skridt til at få det bedre, at få lettet sit hjerte gør det knap så tungt a bære det svære.

Du ved ikke om det er en slags tilfredsstillelse for din veninde at hun skær sig i armene og håndledene. Til det kan jeg sige at eftersom hun har gjort det igennem 4 år er det ihvertfald et mønster. Noget hun gentager. Når hun følelsesmæssigt har det dårligt, kan hun for en stund fjerne sin indre smerte, ved at påføre sig en fysisk smerte, men den indre smerte kommer igen, igen og igen.

Du har ret i dine observationer. Hun skal have professionel hjælp. Nu forstår jeg at hun allerede går til en psykolog, som hun desværre for hende, ikke har åbnet sig over for. Måske er det sådan, at det tager lidt tid inden hun tør åbne sig, og måske er det sådan, at kemien ikke rigtig er til stede mellem din veninde og psykologen.

Nu spørg du, hvad du skal gøre. Som hendes bedste veninde som bekymre sig for hende, kan du jo spørge hende hvordan hun synes det går mellem hende og psykologen. Og såfremt hun stadig har svært ved at åbne sig, kunne du spørge om hun havde overvejet at skifte psykolog. Du skal dog være forberedt på at når hun nu har det så dårligt som du beskriver, så er det ikke usædvanligt at det tager lang tid før din veninde tør åbne sig for psykologen, det tager tid, at hele et stort psykisk åbent sår, og hun skal ha’ den rigtige hjælp. I et tidligere brev under den 20.01.03 ‘Selvmord’ kan du læse om en anden pige der også skar sig, og hvad der blev svaret til hende.

Skulle du have brug for yderligere hjælp er du velkommen til at ringe til børnetelefonen (også for unge) tlf. 35 55 55 55 eller skrive til www.bornenettet.dk hvor rådgivere evt. kan hjælpe med en henvisning til en anden psykolog.

De bedste hilsener til dig og din veninde fra en rådgiver på Børnetelefonen på Nettet.

Side 1 | Side 2 | Side 3 | Side 4

 

Permanent location: http://www.psyke.org/articles/da/netstationen/3