Hej!

Jeg har virkelig villet skrive herind i laaaang tid, men har ikke turdet! Er ikke engang sikker på at jeg tør sende dette brev.

Jeg ved ik om det er seriøse problemer jeg har… eller om det overhovedet er problemer! Jeg kan jo se at mange andre har det værre end mig.. Men jeg vil lige prøve at forklare hvordan jeg har det!

Jeg går med konstant tvangstanker om selvmod. Jeg skærer mig selv i håndledende.. hvorfor ved jeg ikke?! jeg gør det faktisk næsten hver dag! Kan finde på at spise mange panodiler, eller skærer mig selv i maven osv…!

Jeg ved ik hvorfor jeg gør nogen af disse ting!

jeg ønsker at have en spiseforstyrrelse, som faktisk er ved at blive virkelighed. Jeg har ingen at tale med om det, ikke mine forældre, ingen læge, ingen lærer, ingen skolesygeplejerske, ingen venner. Jo jeg har venner, men ik nogen som går op i at hjælpe hinanden. Jeg føler bare at jeg skriger så meget om hjælp, men ingen hører! Problemerne bliver størrer, og jeg falder dybere og dybere ned i et dybt sort hul, det eneste jeg ønsker er at have noget at holde fast i, noget til at hjælpe mig op med, og når jeg endelig tror jeg har en der gør det, og jeg prøver at tage imod hånden, vender personen sig om og går, og jeg falder dybere ned end før…!

Jeg har et helt fint liv, god familie, masser af venner osv, men jeg tror jeg savner en ven jeg kan tale med… måske?!

Jeg ved heller ik hvorfor jeg skriver, for der findes nok ikke et svar til det her… men jeg holder bare ikke ud at græde hver eneste dag længere… HJÆÆÆÆLP! Det er mit allersidste råb…

-Julie